En svær start på livet
Hvert år fødes omkring 4000 børn for tidligt – dvs. 6 % af alle fødsler. Selvom mange af disse børn klarer sig godt, er der områder, hvor de – på grund af deres tidlige start på livet – møder særlige udfordringer og har brug for at blive forstået, hjulpet og støttet. Børnene er ofte en overset gruppe, hvor fokus kan være på vækst og vægt, mens de følelsesmæssige, sociale og udviklingsmæssige behov overses.
Mange forældre oplever, at omgivelserne ikke kender til eller forstår de reaktioner, barnet viser – især når de først opstår i hjemmets trygge rammer. Det kan føre til misforståelser og manglende forståelse fra både fagpersoner og familie.
I dag ved vi meget om, hvordan den tidlige fødsel og de nødvendige indgreb kan påvirke barnet. Vi ved også, at lignende udfordringer kan opstå hos børn født tættere på termin, men med lav fødselsvægt – de såkaldt dysmature børn. For at forstå barnets adfærd og behov senere i livet, må vi derfor se på, hvad det har været igennem i den allerførste tid.

Barnets oplevelser
Et barn, der fødes for tidligt eller med lav fødselsvægt, kan blive udsat for en række påvirkninger, som overstimulerer det umodne nervesystem og de umodne sanser.
De typiske oplevelser som barnet gennemlever er:
- Sondeernæring
- Kuvøse
- Berøring – fladen de ligger på, hænder, instrumenter, slanger.
- Cpap – hjælp til vejrtrækning
- Umodent mave tarm system
- Adskillelse fra primære omsorgspersoner
- Indgreb og operationer – herunder blodprøver, målinger.
- Umodent nervesystem og umoden hjerne
- Skarpt lys ved indlæggelse
- Larm fra maskiner på afdelingen
Alt dette sker på et tidspunkt, hvor barnet egentlig har brug for ro, kropskontakt og afskærmning.
Senfølger hos præmature og dysmature børn
De tidlige påvirkninger, som for tidligt fødte børn eller børn med lav fødselsvægt udsættes for, kan præge barnets udvikling og føre til reaktioner – også senere i livet.
Eksempler på senfølger kan være:
- Angst og utryghed
- Hyperaktivitet, impulsiv adfærd og kraftige reaktioner
- Hypersensitivitet og overstimuleres nemt
- Hyppige infektioner
- Inkontinens
- Koncentrationsbesvær og indlæringsvanskeligheder
- Lavt selvværd og manglende selvtillid
- Mave-tarm problemer
- Passivitet og lavt energiniveau
- Samspils- og identitetsproblemer
- Sansemotoriske ubalancer
- Separationsangst
- Spiseproblemer
- Sprogvanskeligheder
- Stress, uro og svært ved stresshåndtering
- Søvnproblemer
Genkender du nogle af disse senfølger?
Så skal du vide, at det er muligt at hjælpe dit barn og støtte det til at trives. Det er aldrig for sent at få den hjælp, der gør en forskel.